Spændinger.

Klokken er tidligt på morgenen, og udenfor mine vinduer skjuler mørket stadig alt. En morgenivrig hund bjæffer utålmodigt i det fjerne, mens lysene søvnigt tændes i byens huse.

Dagen er begyndt.

Et nyt og fuldstændigt ubeskrevet blad ligger foran mig, og venter på at blive fyldt ud med situationer, oplevelser, erkendelser, og meget andet. Og selvom jeg gennem et godt stykke tid har sovet længe om morgenen, er jeg denne dag vågnet tidligt, med en fornemmelse indeni jeg ikke har haft længe.

Spænding.

I både min krop og mit sind mærker jeg hvordan den gammelkendte fornemmelse af noget ukendt bygges op. Hvordan alle muskler er spændte og parate til at reagere, hvis jeg skulle blive nødt til at løbe væk. Mine sanser er tæt på bristepunktet, og adrenalinen begynder allerede at pumpe gennem min krop, i forventning om en forestående faresituation.

Indtil det går op for mig, at hele min reaktion på denne nye, ubekendte dag, er fyldt med gammel adfærd. Reaktionsmåder, jeg i mit tidligere alkoholfyldte liv var nødt til at vågne med dagligt, for at kunne sikre mig at den kommende dag ville kunne forløbe nogenlunde problemløst.

Det gjorde den næsten aldrig. Istedet røg mit blodtryk i vejret, mine mavesår blomstrede, og min lever forfaldt, mens mit sind kæmpede for at overleve. Håbløsheden bredte sig dagligt, og lukkede livet ude, mens spændingen byggedes op til næsten uvirkelige højder indvendig. For så at blive udløst af flugten ind i rusen igen.

Stille tænder jeg et stearinlys foran mig. Lader den ranke flamme signalere fred og ro, og bruger den til at jage de mørke tanker væk igen. Min morgenthe er varm og god, og smagen af honning fylder mit svælg med en blødhed, der gør godt.

Jeg bruger den til at jage hvileløsheden på porten, og minde mig selv om, at den spænding jeg føler ikke behøver være der. At den nye dags ukendte indhold skal modtages med det samme åbne sind, hvad enten den bringer lys eller mørke.

For kun ved at give slip på forventningerne til det, der ligger ukendt foran mig, kan jeg se nuet. Og dermed acceptere hvad der lå før, og hvad der kommer efter.

Spændingerne i mig løsnes, og jeg ryster dem af mig med endnu en kop morgenbryg, mens jeg finder frem til denne morgens erkendelse.

Den jeg var, gjorde mig til den jeg er. Og den jeg er, er med til at gøre mig til den, jeg bliver.

En dag ad gangen.