Hollywood Boulevard.

Jeg sad og så Pretty Woman idag.

I ved, den der vidunderligt romantiske film, hvor Julia Roberts spiller den underskønne Vivian, der via skæbnens mange luner er blevet prostitueret, og bliver samlet op af Richard Geere i skikkelse af rigmanden Edward.

En pragtfuld historie, der næsten altid kan få mig til at sidde med både den ene og den anden slags tårer i øjnene.

Den fik mig til at sammenligne det liv, jeg har haft, med det liv jeg er på vej til at få. Og til at tænke på, at det kun er via skæbnens mange luner - de gode såvel som de (og dem er der faktisk flest af) dårlige - at jeg kan sidde og undres over, at jeg er landet, hvor jeg er nu.

Stadig med risiko for, at alt kan falde fra hinanden igen, men med lysten til at slippe det hele, vandrer jeg barfodet i græsset. Samt ændrer stille alt indvendig, så mit indre passer med den person jeg endelig føler jeg er.

Og pludselig kan jeg se mig selv på vej ind i et kapitel af mit liv, der har ret meget tilfælles med slutreplikkerne i filmen.

"What happens after he climbed to the top and rescued her?"
"She rescues him right back."

Tak, min engel.