Storm og stille.

Endnu en gang er det stormtid. Jeg kan høre, hvordan vinden bliver kastet rundt derude, og høre den dybe brummen, der næsten altid følger med en kraftig vind. Og jeg ved, at jeg skal ud i den og blæses igennem indtil flere gange i dag.

Så de storme, der også raser indeni mig, kommer til at sætte hele dagsordenen. Sammen med de forskellige besøg, denne dag indeholder begyndelsen på. Gamle venner, jeg ikke har set i lang tid, skal besøges, og det system, jeg som sygemeldt er underlagt, skal have sit skålpund kød.

Forhåbentlig bliver lige netop dét besøg ikke stormfuldt. Men udmønter sig i gode måder at komme videre på. Alt andet vil være synd og skam.

De andre storme - dem indeni mig - har jeg nok bedre mulighed for at kunne gøre noget ved. Alle har de angsten for det ukendte til fælles. Og alle indeholder de spor af de nederlag, der har været i min fortid.

Men ingen af dem får lov til at ændre min mulighed for sindsro.

Egentlig er det mærkeligt, at en lille, enkel bøn om Sindsro kan dæmpe stormene indeni, og få Modet til at ændre, til at dukke op sammen med Visdommen til at se hvad der kan ændres og hvad der ikke kan.

Men sådan er det jo. Det er de enkle ting, der bringer den største forandring. Som at tage én dag ad gangen, at lade den første stå, og at handling skaber forvandling.

Alt sammen noget, der vil være medvirkende til at forme den fremtid, jeg ved ligger foran mig, og som kan blive god hvis jeg medvirker i skabelsen af den.

Hvilket jeg gerne vil.