Andre Sider af mig

fredag den 30. december 2016

Samsons styrke.......



...... lå i hans uklippede lange hår.

Det er ihvertfald hvad overleveringen påstår. Og så er det, at jeg begynder at grunde over, om det samme gælder for mig.

Jeg har nemlig efterhånden fået temmeligt langt hår. Meget længere, end det har været de sidste 13 år, hvor jeg som regel klippede det ned til mellem 3 og 5 milimeter alt afhængig af, om det var sommer eller vinter.

Indtil jeg, nogenlunde samtidig med at jeg kom hjem fra behandling, besluttede mig for at se, om det stadig kunne gro - det der sølvgrå hår.

Det skal jeg da lige love for, at det kan. Samtidig med, at jeg kan føle hvordan jeg styrkes dagligt.

Og da den styrke, jeg føler, samtidig er en styrke jeg har savnet i mit liv gennem længe, er der jo mange muligheder for at beslutte hvor den kommer fra. Jeg ved godt, at den naturligvis ikke kommer fra mit hår, men fra det program jeg har lært at bruge, og fra de værktøjer, jeg har fået givet.

Men drømme - det må jeg da godt.

Så eftersom det i dag ikke lykkedes mig at finde en frisør, der havde tid til at klippe mit vildtvoksende hår i facon - der sad mellem 5 og 10 mænd i min egen alder og ventede ved alle frisører jeg kiggede ind til i Grenå - har jeg besluttet mig for, at mit hår skal have lov til at være synonym med styrke.

Det holder nok indtil en gang næste år, hvor jeg bliver irriteret nok på det, og beslutter at det er tid for filistrene at komme til med saksen.

Indtil da kan jeg så også spekulere på, hvorvidt alle de midaldrende mænd jeg så ved frisørerne idag, allesammen er underlagt deres helt egen personlige filister, som har sendt dem i byen med besked på at komme nyklippede hjem.

De stakler - for hvert klip kan de sikkert føle hvordan styrken forlader dem - hårtot efter hårtot.

At de så til gengæld får masser af god, varm, nytårs*** (censureret), overser jeg lige så stille.

For der kan kun være én Samson.

Og lige nu, er det mig.

1 kommentar:

  1. Kære Per.

    Måske var det ikke lige idag at Grenås Dalila skulle have lov reducere dig som kryptonitten fælder Supermand. Endnu 24 timer er gået og du har vist dig stærk nok og værdig nok til at bære en hvilken som helst manke. Svenskerhår. Eller Mikrofon-look. Eller Kojak. Eller Smørhår.

    Per Supermand.
    Per Samson.
    Per Stenhår(d).

    Lidt mere tid. Lidt mere mod. 24 timer mere, og endda med frit valg på alle hylder. Og hvem ved, måske 24 timer derpå? Og så en dag et møde med Grenås Dalila og saksen. Lokkerne får hun, men styrken får hun ikke. Altsammen når Per Stenhård synes tiden er inde. En ting ad gangen og det vigtigste først.

    Du er et forbillede. Tak fordi du viser vejen.
    24 timer mere.
    Godt nytår.
    A.


    PS: Er det virkelig blevet politisk ukorrekt at skrive om god, varm nytårstorsk? :-)

    SvarSlet